Teresa af Ávila
11 nov, 2019

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, vil dette handle om Teresa af Ávila og lidt om min rejse dertil.

Dette indlæg er inspireret af Grethe Livbjergs bog Teresa af Ávila: Venskabets mystiker. Nederst i indlægget finder du en liste over alle de bøger, jeg har læst af og om Teresa af Ávila. 

Billederne er alle fra min tur til Ávila i efteråret 2019.

God læselyst!

Hvem var Teresa?

Teresa af Ávila er en spansk helgen og mystiker fra 1500 tallet. Mere præcist levede hun fra 1515 – 1582. Hun var ud af en adelsfamilie og havde alle muligheder for at få en sorgløs tilværelse. Men hun ville noget andet med sit liv – noget der var større.

Teresas opdragelse indebar intellektuel dannelse på et højere niveau end det var sædvane – selv for en pige ud af adelsslægt. Hendes far forventede at børnene (11 i alt) kunne læse fra seksårsalderen, og Teresa opfyldte hans ønske. Men hun skulle også lære at sy, brodere og ride. Det sidste kom hende virkelig til gode senere hen i livet, da hun, i forbindelse med oprettelsen af klostre, rejste utroligt meget. Hendes religiøse opdragelse var en naturlig del af det daglige liv. Hele samfundet var troende, og tre gange dagligt ringede de mange kirkeklokker til bøn. Hun lyttede til lange prædikener og var fortrolig med biblen.

Hun mistede sin mor i en meget ung alder og gennemgik en alvorlig krise, hvor efter hun indtog moderens plads i hjemmet, indtil hun kom i klosterskole. Teresa havde egentlig intet ønske om at blive nonne, men hun brugte megen tid på bøn. Hun fik også nonnerne til at bede om, at hun måtte se Guds vilje med sit liv. Hun havde også store betænkeligheder ved ægteskabet. Senere i livet fremhævede hun ofte, overfor sine søstre i klosteret, at de skulle være glade for, at de ikke havde forpligtigelser, som dem man havde i et ægteskab. Måske et lidt negativt syn på ægteskabet, men hun var meget glad for sin frihed.

Alligevel bliver hendes kald klostertilværelsen. Hun bliver nonne og grundlægger i alt 18 klostre i sit liv. Flest i det centrale Spanien. Johannes af korset (1542-1591), som også var spansk mystiker, digter og teolog, hjalp hende i grundlæggelsen af klostrene. Sammen reformerede de den klosterorden, der var, samt grundlagde en ny gren af karmeliterordenen: “De uskoede/barfodede karmeliter”. Hun blev helgenkåret i 1622 og blev udnævnt til kirkelærer i 1970.

 

Indsigter og tekster, der stadig er relevante den dag i dag

Samtidig med sin udadrettede aktivitet, var hun et dybt spirituelt menneske og havde større erfaringer end de fleste med bøn og meditation. Teresa var ofte syg. Når hun var det, gik dagene med læsning og indre bøn. Det var netop i den indre bøn, hun ofte oplevede, at Gud gav hende mystiske erfaringer. Præcis hvad den indre bøn er, kan være svært at forklare. Her er forklaringen med Teresas egne ord:

I skal vide, døtre, at indre bøn ikke har noget at gøre med, om man bevæger læberne eller ej. Når jeg taler til Gud og er bevidst om, at jeg gør det, og når jeg giver Gud mere opmærksomhed end selve ordene, forener jeg indre bøn med mundtlig bøn. Men hvis man påstår, at I taler med Gud ved at bede Fader Vor, samtidig med at I tænker på verdslige ting, så må jeg tie.

(Teresa af Ávila: Fuldkommenhedens vej, side 109).

Teresa er forfatter til flere bøger om spiritualitet og mystik, og hendes værker er en konstant bekræftelse af, at også den overnaturlige verden kan erfares og beskrives. Selv siger hun: “Jeg skriver intet, som jeg ikke selv har erfaret eller har iagtaget hos andre.” Og videre: “Man kan tro mig, for jeg har selv erfaret det” (Teresa af Avila: Venskabets mystiker, s. 19). Hun forstod at se dybt i sjælen og formidle det, så det er forståeligt for enhver.

Mange mennesker finder endnu i dag stor inspiration i Teresas tanker og erfaringer. Man skulle tro, at det var svært at læse hendes tekster, fordi de er 500 år gamle. Men det er det på ingen måde: Teresa skrev i et sprog, som alle kunne være med på dengang – og stadig kan være med på i dag. Samtidig er de temaer og emner, som hun tager op, akkurat så relevante i 2019, som de var i 1500-tallet.

En længsel efter Gud

Det er af nyere dato jeg kender Teresa. Jeg har nok længe kendt hende af navn, og vidst at hun var spansk helgen og mystiker. Men ellers har jeg ikke givet hende større opmærksomhed. Først da jeg selv sidste efterår gennemgik en transformation og efterfølgende oplevede en dyb længsel efter Gud, hvor tårerne løb sammen med nogle rystelser i kroppen, blev jeg opmærksom på Teresas bøger.

Den måde, hun beskriver længslen efter Gud, har virkelig ramt noget i mig. Jeg har mødt flere, som simpelthen har længtes så meget efter Gud, at de ikke kunne andet end at gå i kloster. Denne beskrivelse af længslen efter Gud kan være svær at sætte ord på – men Søren Kierkegaard gør det faktisk rigtigt fint i digtet Længslen er din gave, som jeg her har indsat slutningen på:

Fader i himlene,
længslen er din gave;
ingen kan give sig den selv,
ingen kan, når den ikke gives,
købe den, ville han end sælge alt –
men, når du giver den,
da kan han dog sælge alt for at købe den.
Så beder vi for dem,
som her er forsamlede,
at de med hjertelig længsel
i dag måtte gå op til Herrens bord,
og at de, når de går derfra,
måtte gå derfra, med forøget længsel
efter ham vor frelser og forsoner.

I Teresas tekster finder jeg en spejling af det, jeg oplever og erfarer. Teresa ville måske kalde det en mindre heftig henrykkelse. Det bliver en øjenåbner for mig, og jeg læser alle hendes bøger, mens tårerne løber som en flod. Teresa siger, det gælder om at holde sjælen fugtig, og det lever jeg virkelig op til.

Lidt om byen Ávila

Det siges, at for at forstå den hellige Teresa, skal man have besøgt Ávila.

I løbet af sommeren 2019 har jeg været to gange i Ávila i Spanien, for at besøge den hellige Teresa. Det har været en fantastisk oplevelse. Ávila er en utrolig by og absolut et besøg værd. I 1986 gjorde Unesco den spanske by til en del af verdenskulturarven. Ávila ligger i godt 1.100 meters højde. Og byen er omkranset af en tyk bymur med 88 tårne og 9 byporte. Går man ud af en af byportene, har man en fantastisk udsigt udover et øde slettelandskab. Stenet og tørt med kun sparsomt krat og enkelte træer og bjerge i baggrunden. Der er kun 3 måneders sommer med hede og 9 måneders vinter med sne. Jeg var der i begyndelsen af juni og igen i september, og da var vejret fint og tilpas tempereret.

Bevæger man sig rundt indenfor bymuren, er det som at blive sat tilbage i middelalderen. Det er så autentisk og helt fortryllende. Der er mange fine gamle paladser og mange smukke kirker. Jeg så mange kirker i Ávila, men især tre kirker betog mig. Heriblandt var Teresas kirke Iglesia-convento de Santa Teresa, som er bygget over det sted, hvor hun blev født. 

Også Inkarnations klosteret og kirke, hvor Teresa levede i ca. 30 år, besøgte jeg flere gange. I kirken San Pedro gik jeg til messe hver dag kl. 12. Selvfølgelig så jeg også Ávilas store katedral fra 1200-tallet, som var så speciel og på mange måder så gådefuld. Sidstnævnte var en helt særlig oplevelse, der ikke kan sammenlignes med nogen anden kirke, jeg har set noget steds.

Videre læsning

Grethe Livbjerg: Teresa af Ávila: Venskabets mystiker, 2012, 2. udgave, Katolsk Forlag

Den hellige Teresa af Ávilas liv fortalt af hende selv, 2007, Visdomsbøgerne – Sankt Ansgars Forlag

Teresa af Ávila: Sjælens slot, 2016, Visdomsbøgerne

Teresa af Ávila: Fuldkommenhedens vej, oversat af Lissie Lund, 2018, Forlaget Ave Maria

Fr. Arturo Díaz: Teresa, Where Do You Live? A pilgrims guide: Following Saint Teresa on a biographical tour through the city of Ávila, 2015, Xerión