Jeg er blevet inspireret til at skrive om drømme, fordi jeg her i sommer er flyttet og i den forbindelse ryddede op og sorterede i alle mine bøger. Her stødte jeg på mine drømmebøger og blev grebet af at læse lidt i dem.
Drømme med religiøst potentiale
Jeg har skrevet drømme ned igennem flere årtier og har utallige bøger med nedskrevne drømme stående. Under sorteringen overvejede jeg, hvorvidt jeg skulle tage dem med mig eller skille mig af med dem. Jeg valgte at tage dem med mig, og det er jeg glad for. For de er egentlig dyrebare for mig og repræsenterer en vigtig del af mit liv.
Hvis jeg om morgenen ikke husker mine drømme, synes jeg, at livet er mere fladt og endimensionalt. Jeg føler mig absolut mere levende, når drømmene er til stede.
Jeg skriver mine drømme ned, fordi det bringer mig glæde og for at forstå mig selv bedre. Jeg synes det er spændende at genopleve drømmenes varierende landskaber, når jeg skriver dem ned, og at fortolke de forestillinger, der ikke umiddelbart er tilgængelige. Jeg er i det hele taget nysgerrig efter at gå på opdagelse i det, der gemmer sig i mine drømme. Og samtidig er jeg dybt taknemlig, for de drømme jeg har.
Det er særligt drømme med religiøse beskeder, konstruktiv vejledning eller et religiøst potentiale, der på en eller anden måde viser vækstmuligheder, som optager mig i disse år.
Jeg håber, at jeg med beskrivelsen af denne drøm – og muligvis med kommende drømmebeskrivelser – kan inspirere dig til at rejse i den indre verden, især nu hvor det ikke er muligt at rejse i den ydre.
God rejselyst.
Drømmen om den blå planet
Drømmene er forunderlige fænomener og er i familie med stjernerne og universet. De kan forbinde det uendelige indeni os med det uendelige uden for os. Drømmene kan overskride de traditionelle grænser for rum og tid og de kan virke befordrende for personlighedsudviklingen og give et nyt syn på verden.
Det håber jeg, at jeg kan vise med følgende drøm, som jeg havde for år tilbage.
Jeg har røntgensyn, og det betyder, at jeg kan se tværs igennem hele universet. Jeg ser de lysende stjerner og planeter stråle uendelig smukt. Det er et ubegribeligt flot og stærkt syn, og jeg har en følelse af harmoni og samhørighed. Jeg er fuldkommen ét med universet, og fornemmelsen er vidunderligt skøn.
Til slut griber dog noget helt dagligdags ind.
Jeg ser ned på mine ben: jeg har blå cowboybukser på – og Linda siger til mig: ”pas på, du ikke falder ud.”
Drømmen giver dyb mening for mig, den åbner op til en anden dimension. Den er dybt spirituel, og jeg føler, at jeg er en del af det guddommelige univers. En del af Guds skaberværk. Og det at befinde sig i en kolbe forudsiger udviklingsmuligheder, som jeg til stadighed prøver at implementere i mit liv. Det er en proces, der ustandselig finder sted. Alle disse kvaliteter tilsammen udgør en livgivende enhed bestående af kærlighed.
Til sidst i drømmen begynder jeg igen at få blik for mit daglige liv, med de blå cowboybukser og den verden, som de nu engang repræsenterer.
At se jorden udefra
I det følgende citerer jeg fra Jungs bog Erindringer, drømme og tanker (s. 240):
I begyndelsen af 1944 brækkede jeg en fod og kom siden ud for et hjerteinfarkt. Under min bevidstløshed oplevede jeg delirier og visioner, som må have haft deres udspring i den umiddelbare dødsfare, jeg befandt mig i, og man gav mig ilt og kamfer. Billederne var så stærke, at det gik op for mig at jeg var ved at dø. Den sygeplejerske der tog sig af mig, sagde siden: “De var ligesom omgivet af et lysskær!” Det skulle være et fænomen, hun af og til havde iagttaget hos døende. Jeg var ved den yderste grænse og ved ikke, om jeg drømte eller var i ekstase. I hvert fald begyndte der at ske mærkelige ting omkring mig.
Jeg synes, at jeg befandt mig højt oppe i verdensrummet. Langt under mig så jeg jordkloden svævende i et pragtfuld blåt lys. Jeg så det dybblå hav og kontinenterne. Lige under mig så jeg Ceylon, og foran mig lå Indiens subkontinent. Min synskreds spændte ikke om hele jorden, men dens kugleform sås klart, og dens konturer glimtede af sølv gennem det pragtfulde blå lys. Jordkuglen synes på mange steder at have farver og være dækket af mørkegrønne pletter som anløbet sølv. – – – Jeg vidste at jeg var ifærd med at forlade jorden.
Jeg har siden undersøgt, hvor højt oppe man skulle være i rummet for at kunne overse jorden i den udstrækning. Det var ca. 1500 km! At se jorden fra denne højde var det herligste og mest fortryllende, jeg indtil da havde oplevet.
Intens følelse af at være ved den yderste grænse
På det tidspunkt, da jeg havde drømmen, kom jeg til en god ven, som sagde til mig, at denne drøm hørte til de store drømme i tilværelsen. Men jeg følte på mange måder det, som Jung giver udtryk for her – nemlig det at være ved den yderste grænse. Jeg kæmpede meget med, hvordan jeg skulle kunne holde balancen med denne erfaring, som gjorde så dybt og skelsættende et indtryk på mig. Hele min bevidsthed var jo på en eller anden vis i en højintensiv tilstand, som var vanskelig for mig at afbalancere.
Større forståelse for den globale sammenhørighed
Min drøm om den blå planet har altså givet meget stof til eftertanke. Blandt andet har den ført til, at jeg i dag tænker mere globalt end tidligere og forstår, at vi som mennesker hører sammen og danner en enhed, uanset hvor vi bor på kloden.
At et frø kun kan spire, hvis det bliver sået i jorden.
At tage vare på dyr og planter ja, alt levende.
At næsten er enhver, som man må elske i kærlighed.
At vi i langt større udstrækning skal fordele goderne imellem os.
At vi må se Gud i alt der lever.
Jeg oplever, at jeg kan genkende det, der bliver beskrevet i følgende citat, som er fra Jes Bertelsens Selvets virkelighed fra afsnittet ”Billedet af jordkloden” (s. 89).
Kosmonauterne har talt om ændringer i bevidstheden, om religiøst-spirituelle følelser og indsigter.
Vi ved hvilken dyb og varig virkning visionen af jordkloden har på et menneske, der i en nærdødstilstand, i drømme eller meditation har set og oplevet planeten udefra. Det er forståeligt, at selv toptrænede, videnskabelige uddannede rationelle og koldblodige astronauter, er blevet påvirket og rystet af denne for følelsen og bevidstheden skelsættende oplevelse. Man fornemmer umiddelbart ved at se på planeten, at menneskene er uhyre små. Det enkelte jeg er absolut usynlig fra månen. Selv vore så stolte supermagter er usynlige set så langt udefra. Man fornemmer livets enhed og menneskene som en stor familie. Man begriber ikke rationalet i krige, nationale grænser og forurening. – – –
Ethvert menneske, der måtte nå til selvets bevidsthedstilstand vil forholde sig til jordkloden i dens helhed. Omvendt vil et jeg, der ofte indfølende og meditativt betragter dette for vor tid så betydningsfulde meditationsbillede af vores jord, langsomt bringes til dette at erkende nødvendigheden af at anlægge et globalt perspektiv.
Salme 787 fra DDS Johannes Johansen 1982
Når jeg kommer hjem til min bolig en frostklar aften og ser op på stjernehimlen, tænker jeg ofte på denne drøm og den følgende salme.
Du, som har tændt millioner af stjerner,
Tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe for-knytte,
mød du os selv i de svage og små.
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke som kommer fra os.
Rigtig glædelig anvendt!
Videre læsning
Erindringer, drømme og tanker, C. G. Jung, L og R 1963
Selvets virkelighed, Jes Bertelsen, Borgen 1988
DDS 787