OBS: Se også mit blogindlæg om Teresa af Avila, hvis du vil have lidt baggrundsinformation.
Som jeg lige kort introducerede i mit juleindlæg i december, vil jeg nu vende tilbage til Ávila og de gudserfaringer, jeg fik der sidste sommer.
Når jeg vælger at fortælle om disse erfaringer, selvom de er dybt personlige, er det fordi, jeg gerne vil dele, hvordan det føles, når Gud griber mirakuløst ind i ens liv, uden man aner det komme. Denne indgriben synes jeg er dybt tankevækkende, og det har gjort et enormt indtryk på mig – mildest talt. En overgang fyldte det simpelthen det hele for mig.
I det følgende beretter jeg om min tur til Ávila. Efterfølgende forsøger jeg at forklare, hvordan mine gudserfaringer og i særdeleshed min deling af disse, hænger sammen med den moderne måde at være troende på.
Min tur til Ávila: to budskaber fra Gud
Først i juni 2019 var jeg i Madrid og Ávila. Jeg var væk seks dage i alt. Jeg havde først to dage i Madrid – så to dage i Ávila og så igen to dage i Madrid. Jeg fulgtes med en veninde, som ikke var så interesseret i Teresa og Ávila, hvorfor vi havde base i Madrid.
På de to dage og en nat jeg var i Ávila modtog jeg to budskaber fra Gud. To gudserfaringer. Jeg rejse hjemmefra med to spørgsmål, som jeg havde brugt tid på, at finde frem til, for at komme til klarhed over, hvad der var rejsens højere formål. Jeg havde tegnet og udarbejdet et vandrekort efter anvisninger i Peter Ruges bog Kirkevandring – en spirituel praksis fra 2008. Heri skriver Ruge, at: “Denne bog er en guide og praksisbog for den, der aktivt vil inddrage Gud i sin personlige udviklingsproces og lade sig tiltale.” Videre skriver han, at bogen henvender sig til “mennesker, som er i opbrud og erkender, at religiøs erfaring er mulig og kan åbne til ny erkendelse.” (s. 8-9). Lige præcist mit projekt!
Vandrekortet hjalp mig til at holde fokus på de væsentligste temaer og spørgsmål. Idet jeg føler en stærk længsel efter Gud, måtte det første spørgsmål lyde: “Hvordan kommer jeg nærmere Gud?” Og da jeg tager af sted, på grund af Teresa, kommer det andet spørgsmål til at lyde: “Hvad vil Teresa sige til mig?” Ja, det lyder måske helt enkelt og det er det også, men alligevel gik der nogen tid, inden jeg landede på dem. Jeg tænkte at spørgsmålene skulle være så enkle og klare, som overhovedet muligt, for at jeg kunne modtage klare og tydelige svar.
Stigma: Et brændemærke, man ikke kan forklare med fornuften
Den nat, jeg overnattede i Ávila, var det på et Hostel lige udenfor bymuren. Jeg gik tidlig til ro, og sov så godt hele natten, selvom jeg var på et helt fremmed sted, hvor ingen faktisk kunne noget engelsk (det kan de ikke så meget på de kanter.)
Om morgenen, da jeg vågnede og sad på sengekanten, så jeg, at jeg havde fået et brandsår på min venstre arm lige over urremmen. Det så voldsomt ud, men jeg tænkte ligesom ikke så meget over det. Det var som om alting stod fuldstændig stille. Der var sådan en fred. Jeg bare så og så på det. På en eller anden måde virkede det helt naturligt, selv om jeg var i dyb undring, og selvom det var overraskende. Da jeg havde siddet der nogen tid og sundet mig lidt, gik jeg ud i badeværelset, men det fyldte alligevel så meget, at jeg ikke rigtig kunne komme i bad.
Meningen var, at jeg den dag skulle vandre rundt og se forskellige seværdigheder i Ávila. Noget fik jeg set, men det foregik sådan lidt i slowmotion, mens jeg indimellem så på armen med brandsåret. Vejret var også lidt dårligt, så sidst på eftermiddagen gik jeg til Banegården, for at tage toget tilbage til Madrid og mødes med min veninde (hvad der hente på Banegården vender jeg tilbage til lidt senere).
Et beskyttende brændemærke fra Gud
Da jeg mødte min veninde, og hun så min arm, udbrød hun: “Det ser ud til du er blevet brændt!” Og da jeg hørte hendes udbrud, kom jeg pludselig til at tænke: “Brændemærker … Hvem har jeg ellers hørt om, som har fået det?” Den eneste, jeg kunne komme i tanke om, var Kain i Biblen. Han fik også et mærke af Gud, som beskyttede ham.
Nu stod det fuldstændig klart for mig, at brændemærket var fra Gud. Jeg sagde til hende: “Det er fra Gud,” hvortil hun svarede: “Jeg stiller mig skeptisk.” Men det gjorde mig ligesom ingenting. Jeg var slet ikke i tvivl, og nu et halvt år efter – ja, jeg ikke alene tror – jeg ved, at det er fra Gud.
For ligesom at underbygge det, vil jeg nævne nogle argumenter – tanker – følelser og sansninger, der er kommet til mig i den periode, jeg har levet med det.
- Det skete den ene nat, jeg sov i Ávila og ikke én af de fire nætter, jeg sov i Madrid.
- At jeg denne nat slet ikke var vågen på noget tidspunkt.
- Hverken min arm eller hud fejlede noget, inden jeg gik i seng.
- Det er placeret et sted, der er synligt for mig hele dagen.
- Det har overhovedet ikke gjort ondt på mig på noget tidspunkt, Gud vil jo ikke skade mig.
- At jeg har en lille sorg over, at det forsvinder mere og mere for hver dag, der går.
- Jeg har haft sådan en trang til at værne om det og beskytte det.
- Det har duftet så dejligt som en rose.
- Det er en slags åbenbaring for mig.
Besøg hos lægen: “Det er det, der hedder et stigma”
Jeg spurgte på et tidspunkt min læge, om han ville se på det. Ja, egentlig var det Czeslaw Kozon, den katolske Biskop i Danmark, der foreslog mig, at gå til min læge, for at høre, hvordan han ville vurdere det (jeg var sammen med Czeslaw Kozon på en valfart til Lourdes i juli måned).
Da jeg opsøgte min læge, var der gået nogen tid, men jeg havde taget billeder af brandmærket 5 dage efter, det var kommet, og igen en måned efter. Hertil kunne det stadig ses på min arm. Jeg viste ham både foto og arm, og sagde: “Det er fra Gud.” Han så på det og sagde: “Jeg kan på skyggerne se, at huden er blevet brændt” – og videre, at: “Det er det, der hedder et stigma – og dem kan man ikke forklare” (stigma betyder brændemærke). Det blev jeg virkelig glad for at høre, da der havde været nogle skeptikere, som simpelthen ikke troede mig.
Ja, så fik jeg svar på mit spørgsmål – om at komme nærmere Gud. Nu er
Gud kommet så tæt på, at det brænder.
Utroligt at erfare.
Et budskab gennem min budbringer
Nu vil jeg vende tilbage til, hvad jeg oplevede, da jeg sad på banegården i Ávila senere på dagen for at tage toget tilbage til Madrid.
Da jeg havde siddet der lidt tid, kom jeg i tanke om, at jeg ikke vidste, om jeg skulle stemple min billet eller andet, inden jeg steg på toget. Jeg så mig søgende omkring, men stillede mig så op i køen til billetlugen. Foran mig stod en kvinde, der vendte sig lidt om imod mig. Hun så venlig ud. Jeg tænkte, at jeg jo kunne prøve at spørge hende (det var en temmelig lang kø). Hun forklarede mig indgående, på et flot engelsk, hvordan det hele foregik med den togrejse. Jeg sagde tak, og vendte tilbage til min plads.
“Tag på Universitetet for mystik i Ávila”
Da der var gået nogen tid, kom hun hen til mig, bøjede sig lidt ned over mig og spurgte, om jeg var i Ávila på grund af Teresa. Og ja, det var jeg jo. Hvor jeg kom fra, og om jeg var alene. Hun satte sig ved siden af mig og sagde, at mens hun stod ved billetlugen, skete der noget. Hun fik en besked ovenfra. Så så hun direkte på mig, smilte og sagde: “Det er fra Gud.” Mine tårer begyndte at løbe. Beskeden var, kort fortalt, at jeg skulle tage på Universitetet for mystik i Ávila.
Jeg fortalte lidt om, hvorfor jeg var interesseret i Teresa, og hun fortalte, at en af hendes bedste venner var karmelit. Hun prøvede at sende mig flere mails, men kun én gik igennem. De andre modtog jeg først, da jeg kom hjem. Hun gav mig navnet på en person på universitetet, som jeg kunne have som kontaktperson. Inden hun forlod mig på Banegården, sagde hun: “Lad mig vide, når du kommer.” Hun sagde ikke “hvis du kommer.” Det var svaret på mit andet spørgsmål, som jeg havde formuleret hjemmefra – hvad Teresa ville sige til mig: Tag på Universitetet for mystik. Universitetet er for Teresa af Ávila, selvsagt, og for Johannes af korset.
Begejstring såvel som skepsis
Af de personer, jeg har fortalt om mine gudserfaringer, er jeg blevet mødt med lidt af hvert. Det er forståeligt nok, at de, der ikke er troende, selvfølgelig har svært ved at forholde sig til sådanne erfaringer. Det er jo næsten, hvad man kan forvente. Men jeg undrer mig over dem, som tror på Gud, og som jeg egentlig regnede med ville forstå det, men som alligevel stiller sig skeptiske.
Hvordan kan man tro så lidt om Gud? Jeg forstår det sådan: “Thi intet er umuligt for Gud” (Luk.1,37). Gud overgår al forstand. Hvis man tror på Gud, og på, at han har skabt alt – ja, hele skaberværket, så må mit brændemærke da virkelig være en meget lille ting. Nærmest helt i småtingsafdelingen, set i det perspektiv. For mig er det dog selvsagt stort – umådelig stort og dyrebart.
Men der er andre end skeptikere, der har udtalt sig og sagt: “Hvor fantastisk!” Og andre, der har sagt: “Det var stort,” og som har støttet og bakket op. En psykolog sagde det så fint: “Tænk, at du har fået et brændemærke, mens du sov – hvor smukt.” Det blev jeg glad for at høre. En præst sagde: “Du er udvalgt.” Ja, og tak for det. En af mine gode venner, der så brændemærket, da det var helt nyt, sagde, han syntes det lignede et sæt læber – et kys fra Gud. Det er nok en overtolkning – men et fint billede at have.
Ja, det jeg har erfaret kan og skal jo ikke forstås med intellektet eller almindelig sund fornuft. Men med det, der ligger ud over – det, jeg vil kalde det metafysiske, hvilket betyder hinsides fysikken. Jeg formår vist ikke at sige det bedre for nuværende.
At dele sin tro og sine gudserfaringer: Det ligger i tidens ånd
Viggo Mortensen (1942) skriver og forsker stadig efter at han som 70-årig gik på pension som professor og leder af Centeret for Multireligiøse Studier ved Århus Universitet. Han sidder højt til vejrs her på bakken og skuer ud over et helt livs højaktuel viden og taler frit og uafhængigt af karrierehensyn og kolleger om det skift, der lige nu er i gang, og som sætter sig dybe spor i den måde, vi mennesker lever sammen på.
– Vi er godt på vej ind i det personliges tidsalder, konstaterer han.
Fra at man rettede sig efter ord sat sammen som dogmer og ideologier med mere, er det nu enkeltpersoner, man følger. Det være sig politiker, en popsanger eller indenfor religionen; et menneske, der kommer med sin personlige udlægning og tro.
Vidnesbyrd bliver mere og mere populære i disse år. Over hele kloden, konstaterer han med baggrund i sine mange års forskning i troens udvikling internationalt.
– – –
Jeg er ikke bekymret over hverken andres trosretninger eller vidnesbyrd. Snarere det modsatte. Jeg hilser det meget velkomment at vi nu får taget hul på en tid, hvor vi kan øge folks engagement i tro, fordi det er så vigtigt for os. Vi kan ikke bare overlade det til præster – og teologer som mig.
– – –
Folkekirken har ikke haft held til at øge vores engagement i tro, og egentlig tror jeg ikke den kan. Kirken viser ved sine bygninger, at den er en processionskirke, der med sine bænke er skabt til at lytte til en enkelt person, der prædiker. Den er ikke skabt til samtale. I grunden er det eneste, jeg kan pege på, enkeltpersoner, der er åbne med deres tro og tvivl og tanker og skaber fælles rum til samtaler i det store og i det små.
– – –
I Norge har Charlotte Rørth flere gange mødt en mand, der som Viggo Mortensen også har den frihed, der følger med at være vidende, videbegærlig og pensionist på samme tid Helge Hognestad (1940) er nok den mest kontroversielle norske præst i levende live, fordi han stædigt holder fast i lige præcist det, Viggo Mortensen taler om; mennesket er ikke mindre religiøst, fordi de går mindre i kirke. Faktisk er de ved at være mere religiøse end før.
– – –
Kundskaben om Gud kommer ikke ved logisk tænkning. Den kommer ved indre erfaring, gnosis. Man kan ikke diskutere sig frem til sandheden om Gud, den kan bare erfares.
– – –
Paradigmeskiftet mærkes allerede af alle dem, der nu tør være åbne om deres oplevelser af noget guddommeligt. Det er provokerende for mange i kirken og udenfor, det ved jeg, det ved du,(C.R.) men folk er allerede i gang, fastslår han på linje med Viggo Mortensen og i samklang med min bog og dens succes på norsk, der blandt andet betød, at 700 mennesker kom til foredrag i Sankt Petri kirke i Stavanger.
– – –
Der skal enkeltpersoner til, som andre kan identificere sig med, før de taler. Fordi paradigmeskiftet netop handler om, at den enkelte vækker sin nysgerrighed – og dermed sit ansvar for verden. Det er nyt for os at skulle gå ind i os selv og finde den kærlighed, som vi alle sammen har derinde, men som vi har haft alt for travlt til at lytte efter. Vi har pisket rundt for at være effektive på job. Det har været selve ideen med vores samfund, at vi skulle arbejde og tjene penge. Klodens dårlige tilstand minder os om prisen for den slags samfund. Det er mange ved at indse.
– – –
Helge Hognestad taler – som Jesus – om “at trække sig ind i sig selv og samtidig gå ud i verden.
– – –
Man skal holde sig jordbunden og gøre noget. Handle. Og så trække sig ind i sig selv og tænke og lytte til stilheden. Og man skal lytte til dem, der er klogere. Tro handler også om viden, understreger han, der selv læser både gamle mestre som Mester Eckehart og Frans af Assisi og nye som Penny Gill.
– Det er åndelig føde. Når jeg læser dem, vækkes der en undring i mig. Det er den undren, der også kan vækkes ved oplevelser. Man kan også kalde det en gudserfaring, og den kan man få til at vokse, hvis man giver den noget godt at leve af og ikke falder for åndelig fastfood.
Ja, så vidt udsagn og argumenter fra Viggo Mortensen og Helge Hognestad. Tankevækkende. Jeg er meget enig med dem begge to, og jeg kender det til dels fra mig selv. Jeg fornemmer det, jeg kalder for tidsånden, uden jeg sådan lige selv kan sætte ord på det, men jeg synes, de siger det så fint. Og det falder i tråd med det, jeg selv tænker om det.
At forkynde Herrens gerninger er at lovprise Gud
Nu vil jeg citere lidt fra min Tidebog, selvom jeg ikke er katolik, men jeg finder det vigtigt og som begrundelse for, hvorfor jeg vælger at fortælle dette:
Lov Herren, tal om alle hans undere. (s. 924)
Pris herren, påkald hans navn, gør hans gerninger kendte blandt folkeslag. (s.924)
At forkynde Herrens gerninger er at lovprise Gud. (s.1237)
Jeg kan med hånden på hjertet skrive, at det jeg her beskriver, er så præcist og sandfærdigt, som jeg selv har erfaret det.
Men har disse gudserfaringer så betydet noget for mig, ud over det har været fantastiske oplevelser? JA!
Her kunne jeg komme med en mængde udsagn, men vil blot sige: Det er smukt at være menneske – tro og kærlighed. Og slutte med en bøn af Søren Kierkegaard:
Hjertets glade forvisning
Herre vær du os nær
med din kraft
så at vi må føle
hjertets glade forvisning om,
at du ikke er langt borte fra os,
men at vi lever,
røres og er i dig!
Rigtig godt nytår!
Videre læsning
Charlotte Rørth: Vi mødte Jesus, 2017, 1. udgave, 1. oplag, Gyldendal.
Peter Ruge: Kirkevandring – en spirituel praksis, 2008, Religionspædagogisk Forlag.
Tidebog, Ansgarstiftelsens Forlag København, 1987.
Søren Kirkegaard, Længslen er din gave, 2018, Kristeligt Dagblads Forlag.