Jeg har lige været på en meget fin retræte i en halv snes dage i Assisi, hvor jeg har gået i Frans og Klaras fodspor. Jeg boede på et franciskansk kloster med ni brødre nær den store Piazza. Vi var så heldige, at vi fik mulighed for at tale med et par af brødrene næsten hver dag.
I dette indlæg beskriver jeg retræten og den helt særlige oplevelse, jeg fik med mig hjem.
Et spændingsfelt af åndelig energi
Assisi er en helt fantastisk by at opholde sig i. Den ligger på et plateau på en frodig bjergskråning. I den ene ende af byen ligger Frans’ gravkirke, Basilica di San Francescom i den anden ende ligger Klaras gravkirke, Basilica di Santa Chiara. Det er som om, at der mellem deres kirker, og altså hen over hele byen, er udspændt et felt af åndelig energi. Som Jes Bertelsen beskriver det på s. 83 i Kristusprocessen fra 1989:
Polariteten mellem Frans of Klara har givet sig til udtryk i selve Assisibyens fysiske struktur … I den ene ende Frans’ lig. I den anden Klaras. En mægtig polaritet er udspændt hen igennem hele byen. Og midt i denne polspænding ligger den centrale piazza. Assisi bærer stadig præg af energien mellem Frans og Klara; selv nu 700 år efter kan almindelige turister mærke den magi og blidhed der ligger over byen.
Den åndelige energi, der hviler over byen, er helt ubeskrivelig og gik virkelig i kroppen på mig. Jeg blev på en måde forenet med energien, som manifesterede sig i en feber, der varede hele mit ophold. Jeg kender ikke til et begreb, som kan beskrive det, jeg oplevede. I mangel af bedre, vil jeg beskrive det som åndelig feber. Det var så mærkeligt.
Til at begynde med tog jeg lidt Panodil og lod mig teste for Corona for en sikkerheds skyld. Efterhånden blev det dog tydeligt for mig, at feberen havde med den åndelige energi i byen at gøre. Da jeg blev klar over det, holdt jeg op med at tage Panodil og lod blot feberen være og indrettede mig efter den. Jeg fik heller ikke særligt meget at spise.
Det satte visse begrænsninger for mig. Jeg havde tænkt at jeg skulle tage rigtig mange billeder og se steder udenfor Assisi, hvor Frans havde opholdt sig. Men det lod sig ikke rigtigt gøre. Jeg måtte gå mere lempeligt til værks og holde mig til kortere gåture i den indre by, hvor det så blev til bøn og meditation i de omkringliggende kirker og ved Frans’ grav – selvfølgelig. Det var meget rørende og intenst at sidde i de meget gamle kirker.
Frans’ kirke, Basilica di San Francescom i Assisi
Klaras kirke, Basilica di Santa Chiara
Trappen til San Stefano-kirken
Sådan forberedte jeg mig til turen
De forberedelser, jeg gjorde mig inden jeg skulle på retræten, var bl.a. at læse forskelligt litteratur om Frans og Klara, for om muligt at prøve at leve mig ind i deres liv; prøve at forstå fattigdommen og prøve at forstå deres indbyrdes relation. Mens jeg læste, tænkte jeg på, om jeg mon selv ville komme til at mærke den åndelighed, som bl.a. Jes Bertelsen beskriver. Jeg gjorde mig ikke nogen bestemte forestillinger om, hvordan jeg eventuelt ville kunne mærke den. Og da feberen kom, forstod jeg ikke lige med det samme, at det var energien, der kom til udtryk – det tog, som jeg også har beskrevet, nogle dage, før jeg forstod det.
Spirituel åbenhed og geografisk bundet energi
Aftenen inden jeg skulle flyve fra Kastrup mod Assisi, overnattede jeg på et hotel tæt på lufthavnen. Jeg ankom på hotellet hen under aften, nød udsigten fra værelset med sol, blå himmel og fly, der lettede og landede. Jeg gjorde lidt status over, hvorvidt jeg nu havde husket det hele, inden jeg forlod min bolig, og om jeg havde pakket kufferten rigtigt. Jeg blev enig med mig selv om, at alt var som det skulle være – så fint og klart.
På et tidspunkt lagde jeg mig på sengen og tænkte: ”Nu kan jeg slappe af og lægge alt det hjemlige bag mig og virkelig åbne mig for det nye, der kommer med Assisi, Frans og Klara.” Jeg var bare fyldt af glæde og forventning. Jeg åbnede mit hjerte så meget som muligt, og var fuldstændigt nærværende omkring det at trække Frans og Klaras energi ind.
Da der var gået nogen tid, begyndte jeg at fryse og blive noget kuldskær. Jeg tænkte, om der virkelig var så koldt på værelset? Men så holdt jeg op med at fryse og fik det ret så varmt. Jeg havde pludselig fået feber. Jeg blev en overgang helt betænkelig over, hvorvidt jeg mon kunne tage afsted. Men tvivlen ophørte, og jeg vidste, at jeg skulle afsted.
Alle dagene, mens jeg var på retræten, fortsatte feberen. Den slap først gradvist sit greb i mig i løbet af hjemrejsen: den lettede allerede lidt i taxaen fra Assisi mod Roms lufthavn, og da vi landede I Kastrup var jeg helt feberfri og OK.
Blomsterkrukker i Assisi
En typisk gade i Assisi
Åbenhed – feber eller ikke feber
Efter jeg er kommet hjem fra Assisi, har jeg tænkt rigtigt meget over det, jeg oplevede. Som led heri har jeg læst i Søren Hauges bog Selvopdagelsens kunst fra 1999. På s. 147 skriver han om, hvordan og hvorfor åndelig åbenhed er et vilkår for det at kunne erfare nyt. Jeg kan i dén grad genkende min oplevelse i det, han her skriver – og derfor har jeg valgt at tage det med her:
Begyndelsen til alt nyt sker psykologisk set, når vi er åbne overfor alt det nye. Uden åbenhed vil der ikke kunne indhøstet afgørende nye erfaringer. Modtagelighed er en tilstand, når vi kommer noget i møde. Vi kontakter det og opdager, at verden har noget at give os, som vi ikke kendte i forvejen. Verden betror os nye hemmeligheder, når vort sindelag er tilstrækkeligt imødekommende. Mange mennesker er slet ikke åbne overfor det nye i livet. Frygten for at skulle risikere besvær, ubehag, tab eller tragedier får mange mennesker til at lukke af på forhånd. Det er heller ikke altid lige let at være åben. Når vi er pressede, følelsesmæssigt anspændte eller i krise, er det særdeles vanskeligt at praktisere åbenhed.
Evnen til at modtage hænger nøje sammen med, i hvor høj grad vi stadig opfatter livet som en opdagelsesrejse, et mystisk og dragende foretagende, som frembringer evnen til at undres og ønsket om at lære. Det hænger også sammen med, om vi har bevaret barnets kvaliteter i vores voksne natur. Barnet er fuldstændig indstillet på at tage imod at være åben og interesseret. Det har sin følsomhed intakt og er i en konstant læreproces. Barnet må være levende i ethvert menneske, hvis evnen til vækst og udvikling skal være bevaret med friskhed og fleksibilitet. Holdningen er som det latinske motto: carpe diem, grib dagen! Gå livet i møde og vær beredt til at erfare det nye, det fremmede og det anderledes. Opsøg ny viden og vær indstillet på stædigt og udholdende at jagte de guldkorn, som livet gemmer til dig.
Dette afsnit gør virkelig indtryk på mig og sætter nogle tanker i gang omkring åbenhed og modtagelighed. Og det at komme noget nyt i møde og holde det indre barn undrende, levende og aktivt.
Højere grad af medfølelse og samhørighed med andre mennesker
Man kan måske også spørge: ”Hvad kom der ud af alle de dage med åndelig feber og kropslig smerte?” Det var på mange måder virkelig hårdt. Jeg prøvede lidt forsigtigt at åbne lidt op omkring det over for retrætelederen, som blot svarede, at det måtte jeg tale med min læge om. Der fik jeg den tanke, at det var min ”læge” i himlen, som jeg måtte tale med det om.
Jeg tror i al beskedenhed, at hjertet blev mere åbent over for en højere grad af medfølelse og samhørighed med andre mennesker. Det tror jeg, at jeg tør håbe på.
Jeg har været i Assisi tidligere. Selvom det på mange måder også var bevægende dengang, oplevede jeg slet ikke energien sådan, som jeg oplevede den nu. Men dengang havde jeg heller ikke den følsomhed, som jeg har nu.
Her dikterer Frans lovsangen
Solsangen
I denne salme lovsynger og priser Frans Gud vor skaber, mennesker, dyr, jord og kosmos – og afslutter med et “Halleluja”. Den siger så fint noget om hans verdensbillede og omsorg og er den perfekte afslutning på dette blogindlæg.
Almægtige og kære Gud,
halleluja,
nu folder skabningen sig ud,
halleluja,
i lys og sang, i blomst og frugt,
halleluja,
for du gør alting godt og smukt,
halleluja, pris vor skaber,
pris vor skaber, halleluja!
Skønt ingen skabning véd dit navn,
har du al verden i din favn,
som broder Sol med velbehag
omfavner alt ved højlys dag.
Af solens lyse brodersind
får søster Måne alt sit skin,
mens stjerner, deres søskend små,
med glade øjne ser derpå.
Se, broder Vind har sky’r i bånd,
usynlig som din egen Ånd,
han skaber, medens kornet drær,
det gode vejr og al slags vejr.
Se, broder Myre, klog som få,
har alt, hvad han kan slæbe på,
mens søster Sommerfugls fornuft
omtåges helt af blomsterduft.
Vor søster Vand gør livet nyt,
hun spejler himlen i en pyt,
hun bærer oppe køl og kryb,
hun gemmer døden i sit dyb.
Vi frygter også broder Ild,
bevar os, Gud, når han blir vild,
men tak for ham, der ganske tyst
gør hele livet varmt og lyst.
Men døden truer hvert sekund
vor svage krop med meget ondt;
o gode Gud, gør døden god
som moder Jord, der tar imod.
Pris være dig for moder Jord,
hun føder os med alt, som gror;
på denne jord din Søn har trådt,
og hvor han er, blir alting godt.
Vi bøjer os i tak for den,
som blev vor søster, bror og ven,
vor far og mor, som i dit sted
i kærlighed har båret med.
Dit ansigt, intet øje så,
dit navn, hver skabning grunder på,
forklares i en solopgang,
hvor alting foldes ud i sang.
Så pris med hjerte, mund og hånd,
halleluja,
Gud Fader, Søn og Helligånd,
halleluja!
Den mindste kerne, lyd og gnist,
halleluja,
lovsynger dig fra først til sidst,
halleluja, pris vor skaber,
pris vor skaber, halleluja!
Frans af Assisi 1225 og 1226.
Johannes Jørgensen 1895.
Johannes Johansen 1978.
Videre læsning
Kristusprocessen Jes Bertelsen fra 1989.
Selvopdagelsens kunst af Søren Hauge fra 1999.
Frans og Clara – Meditativ fordybelse i de franciskanske fortællinger af Lene Højholdt fra 2020.
