Dette blogindlæg kan både læses for sig selv og sammen med mit blogindlæg om min pilgrimsrejse til Montserat.
Ignatius af Loyolas liv
Ignatius af Loyola levede fra 1491-1556. Han blev født på slottet Loyola i nærheden af San Sebastian i Spanien. Han blev født ind i en baskisk adelsfamilie. Faderen, Don Beltran, regerede Loyola og Onaz og var i kongens tjeneste, mens moderen Marina også var af adelig slægt.
Ignatius var den yngste af elleve søskende. Han blev opdraget til ridder og hofmand ved det spanske hof under Ferdinand den 5.
Hvis nogen havde spurgt Ignatius, hvad Gud ville med hans liv, havde han uden tvivl svaret, at han skulle være soldat i den spanske krones tjeneste. Det var den vej, han var gået efter at have levet et mondænt og udsvævende liv ved hoffet.
Soldat i Guds, pavens og den katolske kirkes tjeneste
Men selvom han kæmpede bravt mod den franske konge Frans 1.’s allierede ved slaget i Pamplola, er det ikke som soldat, han huskes den dag i dag. Eller rettere: Ignatius af Loyola valgte at stoppe som soldat for kongen, og blev i stedet soldat i Guds, pavens og den katolske kirkes tjeneste. Som grundlægger af jesuiterordenen udviklede han en åndelig metode, som ikke blot blev den katolske kirkes åndelige våben med protestantismen, men som først og fremmest blev en fornyelse af katolikkernes forhold til både Gud og verden.
Når slaget ved Pamplona stadig huskes i Ignatius af Loyolas biografi, så er det fordi, det var her, det hele begyndte. Efter slaget måtte han holde sengen i flere måneder, fordi han var blevet hårdt såret i det ene ben. For at få tiden til at gå begyndte han at læse Vita Kristi (Kristi liv), som er et værk på fire bind af den tyske teolog Ludoph af Saxen. Det optog ham så intenst, at han i en vision så jomfru Maria med Jesu barnet, og så han besluttede at leve i fattigdom og askese som Frans af Assisi. Ignatius afsvor sit tidligere liv og især det kødelige, som han siden skulle skrive om i sine erindringer.
Derefter trak han sig tilbage i en hule nær Manresa for at bede og meditere. Og samtidig begyndte han at notere de tanker og overvejelser, der kom til ham under meditationen. Disse noter skulle blive hans hovedværk, Exercitia Spiritualia, som er de åndelige øvelser, jesuitterne stadig anbefaler den dag i dag.
Ignatius af Loyola lægger umådelig vægt på meditation, bøn og indre fordybelse som en vej til at komme Kristus nær, men samtidig vil han også være af denne verden. Han vil tjene Kristus i denne verden, og det er en dimension, som er lige så vigtig som den åndelige søgen.
Da jeg var i Montserat på pilgrimsrejse marts 2020 stod vi hver daget kort øjeblik foran den sorte madonna inde i kirken. Jeg bad tilmadonnaen om at give mig visdom i hjertet. Hun er med på billedet her, men svær at se.
En skildring af én af Ignatius mystiske oplevelser
Følgende er et citat fra Den kristne mystik – Grundtræk af den indre vej i vestlig tradition, Aksel Haaning, 1993, C.A. Reitzel, s. 15.
”Engang gik jeg langs floden uden for Manresa, fordybet i fromme betragtninger satte jeg mig en stund ned med ansigtet vendt mod floden, der strømmede forbi mine fødder. På en gang begyndte da min ånds øjne at oplades, men ikke sådan at forstå, at jeg havde et syn, men sådan at forstå, at der bredte sig en klarhed i mig over mange ting, såvel over spørgsmål der angår det åndelige liv, som problemer inden for troens og videnskabens område.
Det var en så lysende klarhed, at alt forekom mig som nyt. Det er umuligt for mig at forklare, hvad jeg i dette øjeblik fattede, men det var såre meget. Kun dette kan jeg sige: min ånd var opfyldt af en sådan klarhed, at det forekom mig, at selv om jeg ville samle alle de nådesbevisninger, som jeg hele mit liv til mit fyldte to og tresindstyvende år havde modtaget fra Gud, og ligesom samlede dem alle i en eneste, så ville det ikke kunne måle sig med, hvad jeg modtog i hint øjeblik.
Og som følge af denne oplevelse forblev min ånd så klargjort, at det synes mig, som om jeg var blevet et helt andet menneske og havde fået en anden forstand som før.”
Det er virkelig tankevækkende, hvad Ignatius her fortæller. En skelsættende oplevelse, hvor livet bliver forandret for altid. Og det vel også det, han slutter med at sige.
Jesuiterordenen
Jesuitterne var ikke en klosterorden som benediktinerne, som de ofte blev sammenlignet med på grund af den intellektuelle strenghed. De har ikke benediktinernes strenge liturgi og faste bønner. Men de var heller ikke en tiggerorden som franciskanerne.
Den nye orden var ikke mindst et resultat af den brydningstid, den opstod i: Overgangen mellem middelalder og renæssance. De store opdagelsesrejser gjorde i bogstaveligste forstand verden større, og ny viden var i færd med at udvide den intellektuelle horisont. Jesuitterne ville inddrage alle disse forandringer, og de søgte konstant at være til stede i disse nye grænseområder. Men det, som især kendetegner jesuitterne, er den stærke vægt på troen som en individuel søgen.
Jesuitternes åndelighed
Jesuitternes åndelighed hviler på det enkelte menneskes religiøse erfaringer. Det hele begynder med Ignatius’ egne mystiske erfaringer, som han fortalte folk om. Han drev nærmest en slags kursusvirksomhed, og hans lære blev hurtig en succes. Men formålet med jesuitternes åndelige øvelser er ikke at rekruttere og gøre alle til jesuitter, men derimod at hjælpe mennesker til at træffe eksistentielle valg og derefter holde fast i dem. Der er noget meget moderne over denne tilgang. I dag er det også karakteristisk, at man vil udskyde valg eller holde alle muligheder åbne. Ignatius af Loyolas skrifter kan hjælpe én til at træffe et valg og holde fast i det.
Jesuitterne har bidraget stærkt til den katolske kirkes investering i uddannelse og skolegang over hele verden, hvor de har over 300 gymnasier og universiteter. I Danmark har vi Niels Stensens gymnasium. Og de har faktisk uddannet flere af verdens store ledere. Den nuværende Pave Frans kommer også fra Jesuiterordenen.
Hvis man vil leve et jævnt liv på jorden i en enfoldig kristendom, skal man ikke gå til jesuitterne. De har haft en helt enestående succes, og deres meditationsteknikker benyttes også langt uden for deres egne rækker og uden for den katolske kirke. Det viser, at de har fat i noget centralt i kristendommen. Man kan også her i Danmark gå på retræter med Ignatius øvelser flere forskellige steder – bl.a. hos Eva Høfdding, som har Ignatius Healing og Retræte.
