Hvis jeg skulle tage en salme med mig ud i højsommerlandet, skulle det være Poul Gerhardts Gak ud, min sjæl, betragt med flid (1653).
Jeg er så betaget af denne salme, at jeg har stor lyst til at dele den med jer, der læser med.
Sommeren er på sit højeste lige nu, og det stemmer sindet nærmest til bristepunktet.
Hver dag på min gåtur, går jeg gennem en katedral af høje løvtræer. Det bevæger i dén grad sindet, og sanserne tager over. For det er lidt af et sansebombadament; en fryd at opleve og være vidne til.
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Fra min retræte på Nygård på Als
Fra min retræte på Nygård på Als
Fra mine gåture i Fruens Bøge
Fra mine gåture i Fruens Bøge
Fra min retræte på Nygård på Als
Ak, tænker jeg, er der så stor
en skønhed på den faldne jord
for syndere at finde,
hvor skal vi da vel frydes ved
al glansen af Guds herlighed,
som er i himlen inde!
Hvor må det være sødt især
at vandre i Guds-haven dér
i evighedens sommer
og høre dér den dag så lang
de tusinde serafers sang,
hvor natten aldrig kommer.
Fra min retræte på Nygård på Als
Velsign os med din Helligånd
og plej os med din egen hånd,
så vi for dig må være
som blomster små med liflig lugt,
som træer fyldt med yndig frugt
til Jesu Kristi ære!
Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod
for bedre den at gemme,
o, plant mig da, og giv mig læ
ved livets væld, af livets træ
i Paradis derhjemme!
Af hjertet – glædelig sommer!