Matisse har engang udtalt: “Et billede skal være en fest for øjet”. Det synes jeg virkelig, at jeg kunne mærke på flere niveauer, da jeg for nyligt var til arrangement om Matisse på Statens museum for kunst. Derfor vil jeg gerne dele mine oplevelser med Matisse med jer, der læser med her.
Livfuldt, kraftfuldt og modigt
Inden jeg dykker ned i mine oplevelser, vil jeg gerne knytte et par ord til min fascination af Matisse.
Jeg er især optaget af hans farvevalg og måden han bruger farver på. Det er fuldt af fantasi springer alle grænser for, hvad man kan med farver. Det er så livfuldt, kraftfuldt og modigt. Det løfter mig op, og jeg bliver glad og nysgerrig efter at se mere.
Også bevægelsen, der er i hans billeder, er livlig og inviterer til sanselige oplevelser – motivet er fx ofte kroppe, som fører tankerne hen på forskellige former for dans og musik.
Sidst, men ikke mindst, er der også noget naivt i flere af hans billeder, som kan lede tanken hen på andre livsverdener med mere leg og spontanitet.
Når jeg ser på hans kunst, spørger jeg mig selv, hvordan jeg, i al beskedenhed, kan blive inspireret og få bare en anelse af den livfuldhed og kraft ind i mine egne personlige malerier.
Det røde atelier
Den 8. februar i år var jeg til et arrangement på Statens museum for kunst, som de havde beskrevet som følger:
Afslut dagen med en ganske særlig oplevelse, hvor du bliver guidet til at udforske kunstværket ved hjælp af mindfuldness, fordybelse og ro. Med kochi-klokker, trommer og syngeskåle inviterer lydhealer og performer Judy Solomon sammen med kunstformidler Eik Leknesund Elnes dig til at opleve kunst på en ny måde.
I halvanden time fordyber vi os i et enkelt værk: “Det røde atalier” af den franske kunstner Matisse. Vi går på opdagelse mellem stole, planter og malerier i værket, stiller skarpt på detaljerne og dykker ned i den røde farve. Vi giver tid. Vi giver slip.
Vær med, når vi byder på en afslappende seance foran det ikoniske maleri – hvor vi begiver os ud på drømmerejser og udforskende vandringer i værket. Hvor vi lader nye detaljer og fortællinger træde frem.
Kvinden, som slog på tromme.
Det røde atelier på Statens museum for kunst.
Vi blev inviteret ind i billedet
Arrangementet begyndte kl. 20, da alle andre gæster var taget hjem. Jeg og de andre deltagere til arrangementet gik samlet ind i udstillingen.
Der var lagt flere store ægte tæpper ud på gulvet og opsat stole foran Det røde atelier, så vi kunne ligge ned eller sidde, alt efter hvad vi foretrak. Mens vi var på vej derind og i gang med at finde vores pladser, blev der slået på en stor tromme, som havde en dyb og varm lyd.
Jeg satte mig midt for billedet, så jeg havde frit udsyn til det.
Lyden gled nu over i en smuk intuitiv sang af nærmest helt overjordisk karakter. Indimellem lød det også som overtonesang. Det var meget smukt. Lyden forplantede sig gennem hjertet til hele kroppen. Jeg måtte overgive mig. Det var virkelig lydhealing, og det føltes godt i krop og sjæl. Så begyndte en meget behagelig stemme guidningen på engelsk.
Vi blev inviteret ind i billedet, hvor vi kunne udforske og undersøge sammen, og billedet blev ligesom vores hele verden for en stund.
Nuancer, kontraster og synergi
Det skal lige siges, at jeg har set udstillingen to gange. Første gang jeg så billedet Det røde atalier, gik jeg nærmest blot forbi det. Jeg kunne simpelthen ikke rumme det. Det var alt for meget. Alt for pågående.
Men nu så jeg billedet på en helt ny og anderledes måde. Det var som at træde helt ind i maleriet med alle sanserne. Der var en fin og blød stemning i rummet. Nu så jeg blot på den røde farve, som nærmest blev fluorescerende i sine forskellige røde nuancer. Jeg kom til at tænke på Hildegard af Bingen, som jeg arbejder meget med, og som siger om den røde farve, at det er kærlighedens og blodets farve. Stærkere kan det næsten ikke udtrykkes. Jeg så også de enkelte elementer i billedet. Dog var det, som om blikket hele tiden blev fanget af planten med de grønne blade, som er komplementærfarve til rød.
På en måde blev billedet nu mere levende og dynamisk for mig, og jeg følte, at vi blev medskabere af billedet.
Maleriet – det mere stabile, og musikken – det mere flygtige. Jeg synes, det var en meget fin oplevelse af, hvordan sådan to kunstarter gensidigt kan understøtte og berige hinanden på smukkeste vis. Det blev til et sansebombardement af dimensioner, som i dén grad fremkaldte en spirituel følelse. Det var simpelthen en højdepunktsoplevelse.
Der er mange måder at se på billeder på. Dette er en af de mere avancerede måder at gøre det på. Som kunstterapeut arbejder jeg selvsagt med billeder på meget forskellig vis – og jeg elsker at se på billeder. Jeg kan næsten ikke få nok af det. Jeg bliver også meget inspireret af dem, jeg arbejder sammen med. Og kurser i billedanalyse på folkeuniversitetet er virkelig i høj kurs hos mig.
Matissekapellet
For nogle år tilbage besøgte jeg Matissekapellet, ”chapelle du rosaire”, på den franske riviera.
Det er dedikeret til dominikanerordenen og bygget og dekoreret omkring 1950 efter en plan udarbejdet af Henri Matisse. Det er et lille men meget smukt kapel på ca. 15 gange 7 meter.
Jeg husker endnu min oplevelse af det smukke bygningsværk – helt holdt i hvidt og med farvede mønstre i de store glasmosaikruder. Farverne er vidunderlige, skinnende og funklende: den dybblå, den irgrønne og den solgule farve, som ved solens kraft bliver kastet ud på det hvide gulv og lidt op ad den modsatte væg. Helt magisk.
Jeg sad blot og nød lyset og stilheden. Der var så meget ånd. Det var i den grad meditativt i al sin enkelthed. Der var en ophøjet stemning, som jeg næsten mærker igen nu, hvor jeg genkalder mig oplevelsen. Det var så smukt i al sin enkelthed. En sand lille perle.
Jeg er så taknemlig for, at jeg har oplevet det, og jeg håber, at billederne kan vise lidt af ånden og stemningen, der var der.
I want those who enter
my chapel
to feel purified and relieved
of their burdens.
– Henri Matisse
Matisse erklærede sig ateist, og jeg deler altså ikke lige troen med ham. Alligevel oplever jeg mange af hans billeder som dybt spirituelle. Og at han udformer et katolsk kapel, som han selv regner for sit mesterværk, ja … det er tankevækkende.
