I dette blogindlæg beskriver jeg min meditation i skovbunden, som for mig føles som et kosmisk spændingsfelt mellem himmel og jord.
Trang til at være i nær kontakt og berøring med jorden
I nogen tid har jeg følt en hel utrolig trang til at være i nær kontakt og berøring med jorden. Jordelementet. Sådan helt konkret.
Jeg tænker, det har sit udspring fra et dybere sted i mit indre. Et uberørt sted.
Hvor mange gange har jeg ikke gået med bare fødder på jorden, græsset eller i vandkanten ved stranden og frydet mig over det? Men nu må jeg gå mere radikalt til værks og have hele kroppen i berøring med jorden, for at imødekomme den impuls, der trænger sig på. Lysten er nærmest at grave mig ned, som vi gjorde om sommeren, da vi som børn legede i sandet ved stranden.
Derfor er min meditative praksis nu at gå til en nærliggende skov og finde mig et udvalgt sted, hvor jeg kan lægge mig i skovbunden.
Jeg vælger mig et blødt leje, hvor der er et tykt lag af nedfaldne blade og hvor der ovenpå vokser grønne blade af efeu, der ligger som et fint grønt tæppe.
En himmelsk katedral
Her ligger jeg mig på ryggen og synker bare ned i det og ind i mig selv. Jeg tager et par dybe åndedrag og ser op igennem trækronerne – til Guds vidunderlige blå himmel, malet med lidt hvide og grålige skyer. Det føles, som om jeg træder ind i en himmelsk katedral. En himmelkirke – som jeg engang så i et syn på himlen, da jeg var på vej til kirke – Kristihimmelfartsdag – for vel omkring godt et årstid siden. Det er et helt nyt og overraskende perspektiv på verden, der kommer mig i møde her.
I pagt med både himmel og jord
Som jeg ligger der, føler jeg mig i pagt med både himmel og jord og fred og glæde indfinder sig. Jeg føler en forbundethed med jorden, men egentlig også med himlen, selvom den følelse er mere subtil. Tilsammen giver det en højere følelse af samhørighed, som overstiger alt andet.
Jeg stiller mig åben og modtagelig så sansningen bliver optimal. Jeg bliver grebet af lys, lyd, dufte, farver og former. – Et blad der danser i luften og lander på min kind, fugle der skræpper op, vinden der suser i trætoppene.
Det sætter sanserne i spil, og det giver en åbenhed i sindet. Hænderne foldes spontant over hjertet – i en tak til Gud – altets skaber. Det er både meditation og bøn på samme tid.
Det er et magisk øjeblik, som aldrig helt lader sig gentage på samme vis. Sindet skifter ustandseligt. Og omgivelserne bliver til noget nyt. Alting er i bevægelse.
Det er en leg. Jeg leger lidt med himmel og jord og indoptager det i mine sanser og mit sind.
Et kosmisk spændingsfelt
Efter nogen tid, forlader jeg stedet igen, opladt i sind og krop. Jeg har gjort nye erfaringer og glæder mig allerede til mit næste møde med skovbunden. Himmel og jord. Et kosmisk spændingsfelt – som vi alle er en del af.
Jeg føler en inderlig dyb taknemlighed over mit møde med skovbunden, som jeg retter opad.