Lidt om den tid vi befinder os i…
5 apr, 2020

I dette indlæg reflekterer jeg over faste, påske og Cornavirussens indflydelse.

Askeonsdag i år – den 26. februar – gik jeg til messe i den Katolske kirke. Askeonsdag er en indvielse til fastetiden. Her fik jeg tegnet et kors i panden med aske, og præsten sagde: “Husk, du skal blive til støv”. Det var ret så bevægende for mig, og tårerne begyndte at løbe. Jeg måtte se min dødelighed i øjnene. Jeg havde aldrig prøvet det før, men det føltes rigtigt for mig. Ret så barsk en dag, næsten som langfredag. Jeg var lidt knust. Det var også lidt grænseoverskridende at gå ud i byen med et askekors i panden bagefter.

Jeg havde i tiden op til Askeonsdag haft mange diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg skulle prøve at faste, og i så fald hvad jeg skulle faste fra … Efter lang tids for og imod blev det til, at jeg ville faste fra vin og chokolade. Man må sige det er ret så luksuspræget. Men jeg tænkte, at det skulle også være noget, jeg kunne overholde i de 40 dage fasten varer.

Ja, det gør jo nok ikke den helt store forskel for indsamlingen til værdigt trængende (man gemmer de penge, man ville have brugt på det, man afstår fra, og donerer dem) – men lidt har jo også ret. Faste er også noget med at stå fast. At afstå fra overflødig luksus og leve mere enkelt. Jeg tror på at der er en enhed mellem krop, sjæl og ånd. Det vi gør med vores krop, har betydning for ånd og sjæl og omvendt.

Jeg må nu alligevel sige, at selvom det kun er så lidt at faste fra, så glæder jeg mig virkelig meget til at smage vin og chokolade påskedag. Mere end jeg ellers ville have gjort. Men bøn og faste hører sammen. Fasten hjælper os til at bede, og bønnen hjælper os med at faste. Når vi beder og faster, stiller vi os til rådighed og bliver modtagelige for Gud.

Lidt om aske og opstandelse 

På pilgrimsrejse i kirketårnet, skriver Flemming Baatz Kristensen om aske (følgende er frit citeret fra s. 287):

Asken står for det sterile, ufrugtbare og døde. Det er et tegn på vores lidenhed og det, vi bliver, når vi – der er kommet af jord – igen bliver til jord indtil opstandelsen. Med aske på panden besinder vi os på vor lidenhed: ’Herre, jeg er støv og aske. Jeg er intet for dig.’ Jeg er dig ikke værd, men jeg kan ikke undvære dig. Asken er et symbol på den yderste åndelige fattigdom og den dybeste sønderknuselse.

Men: Af asken skal fugl Fønix genopstå! I oldkirkens forkyndelse og i dens kunst blev billeder af fugl Fønix brugt som et symbol på opstandelsen. Fugl Fønix er et gammelt ægyptisk symbol på fornyelse. Fugl Fønix levede meget længe, og når den døde, gik den ifølge sagnet op i flammer, hvorefter den forynget genopstod af asken. På askeonsdag forkyndes dermed også opstandelsen!

I den katolske kirke kommer asken fra brændte palmekviste fra det foregående års palmesøndag.

Bøn i Coronatiden

For godt et par uger siden kom jeg hjem fra en pilgrimsrejse til Montserrat i Nordspanien. Montserrat ligger ca. en times kørsel fra Barcelona. Et helt fantastisk spirituelt sted, som jeg glæder mig til at fortælle om i mit næste blogindlæg.

Vi sad en lille gruppe sammen i Barcelona lufthavn og ventede på vores fly hjem. Imens vi ventede, begyndte personalet at stable alle borde og stole sammen rundt om os, for så at sætte gule bånd omkring. Kun de stole vi sad på gik fri. Det var helt surrealistisk. Vi var ret så nervøse for, at vores fly skulle blive aflyst.

Men endelig kom det, og det var lige i sidste øjeblik vi lettede, inden de lukkede det hele ned. Det blev en drøj hjemrejse der varede mange timer. Men vi var meget taknemlige for, at vi overhovedet kom hjem derfra i tide.

Jeg vil her bringe en bøn skrevet af Stine Munch præst ved Domkirken i København. Bønnen blev bedt i Morgenandagten lørdag den 21.marts. Dagen før midfastesøndag. Jeg synes, det er så smukt og sandt, det hun formulerer om vores bekymringer for den sære og svære tid, vi lever i med Corona virussen og alt, hvad der følger med den. Bønnen er helt enkel og man kan mærke, at den kommer lige fra hjertet og er dybtfølt.

Gud, du som gav os tårerne som gave til at lette sorgen og skylle den bort.

Lad ikke tårerne blænde så vi ikke kan se og tomheden kommer til at fylde det hele.

Far! Vi er så bekymrede! Hvor mange bliver syge her hos os? Hvor mange skal vi miste? Hjælp os; lad os have handlet i rette tid, så dette snart er ovre!

Og vi kan vende tilbage til vores liv med hinanden.

Jesus, du vor bror, gennem alle tider og alle slags dage. Tak, fordi du altid er os nær.

Lad tårerne skylle bekymringerne bort, så der bliver plads til opstandelsens kraft og den glæde, der kan åbne og lukke op for livet.

Vi beder dig for alle de syge og deres familier – giv dem lindring og trøst og bud om bedre tider.

Vi beder for alle de døde; at de er, hvor du er. Giv dem, det evige liv i dit rige.

Hellige ånd, Guds åndedræt. Åbn vore øjne og ører, så vi kan se og høre dig i tristheden og sorgen.

Giv os Kristi opstandelses befriende kraft, og lad os sammen gå ud og glædes over livet. I fællesskabet med hinanden!

Snart, Hellige Ånd, snart. Sæt igennem med din kraft!

Og indtil da, så velsign alle vore forskellige slags gudstjenester i morgen.

Og tak fordi du hjælper os med fantasi og kreativitet, så evangeliet kan forkyndes til enhver tid.

Alle ønskes en rigtig glædelig påske – selvom det bliver lidt tomt uden kirkegang, for mit vedkommende i hvert fald. Jeg plejer at følge hele dramaet og mysteriet fra palmesøndag til 2. påskedag. Også selvom det er meget hårdt følelsesmæssigt.

Engang – for år tilbage – var jeg igennem flere år altid meget syg i påsken. Passionsfortællingen påvirkede mig meget stærkt. Det føltes, som skete passionsfortællingen lige for øjnene af mig. Her og nu. Jeg kunne næsten ikke andet end ligge på sofaen og gispe efter vejret. Jeg leder stadig efter en forklaring på, hvorfor og hvordan det kunne være. Det var virkelig lidelse og dramaet gik helt ind i hjertekulen på mig.

Forslag til læsning og salmesang

Man kan jo f.eks. selv læse passionsfortællingen (den står bagerst i Den danske salmebog) og måske anvende lectio divina læsningen, som du kan finde beskrevet i mit blogindlæg fra december måned. Og du kan synge nogle af de fantastiske påskesalmer. F.eks. af Grundtvig: Hil dig, Frelser og Forsoner og Påskeblomst! hvad vil du her. Eller lidt lettere: Jeg gik mig ud en sommerdag at høre.

God fornøjelse.

Videre læsning

Den danske salmebog

Folkehøjskolens sangbog

På pilgrimsrejse i kirkeåret – Fra første søndag i advent til langfredag, sognepræst Flemming Baatz Kristensen, Lohse 2019, s. 287

Billeder, hvor intet er angivet, er fundet her: https://pixabay.com/da/images/search/kristne/